Samspil og målrettethed på Kærvang

Indledning

Ud fra viden og erfaring erhvervet i arbejdet med mennesker med sindslidelse på Bostedet Kærvang beskrives her, hvilke antagelser der ligger til grund for arbejdet. Samspil og samarbejde mellem beboerne og personale belyses, og handleplanen beskrives som et arbejdsredskab til at sikre kontinuitet i beboernes hverdag. Endelig præsenteres, med udgangspunkt i praksis, visioner for socialpsykiatrien.

Bostedet Kærvang består af to afdelinger, der begge ligger i Nykøbing Mors og er et af Region Nordjyllands socialpsykiatriske bosteder. Her bor 44 mennesker i alderen 25 – 87 år, nogle med svære almenpsykiatriske lidelser og nogle har diagnosen senil demens.

Kærvang Fjorden er bygget i 2017/2018 og består af 24 lejligheder + en akutlejlighed. Hver lejlighed består af en stue, soveværelse samt eget toilet og bad. Hver lejlighed har egen terrasse/balkon. 12 beboere har fælles køkkenalrum, som danner en naturlig ramme om det daglige sociale liv. Huset er opdelt i 2 plan

Busstoppestedet ligger ca. 25 m. fra Kærvang Fjorden og der er ca. 1,5 km. til bymidten.

Der er terrasser/altaner på hver etage

Kærvang Midtbyen i Asylgade er bygget i 2008 og der er 20 lejligheder på ca. 61 m².

De 20 beboere er fælles om tre køkkenalrum og et aktivitetslokale. Der er en dejlig stor terrasse og eget depotrum i gården.

Ligger tæt på indkøbsmuligheder, park og bibliotek.

Beboerne deltager i alle tre afdelinger i de almindelige, daglige gøremål som madlavning og rengøring – under hensyntagen til deres aktuelle ressourcer. Desuden er der etableret et dagtilbud til hjemmeboende sindslidende.

Målet for Kærvang er at være et godt hjem (bosted) for voksne mennesker med svære sindslidelser. Det skal være et sted, hvor beboeren kan få professionel støtte og hjælp til de almindelig livsprocesser, så han eller hun kan leve livet så godt som muligt. Desuden er målet at skabe rammer, så den enkelte beboer kan have en aktiv og meningsfyldt tilværelse med oplevelse af eget værd, frihed til at handle under ansvar og mulighed for at opleve resultater af egen indsats.

Grundlæggende antagelser

Til grund for arbejdet på Kærvang ligger nogle antagelser, værdier og overbevisninger som præger de valg, handlinger og tilbud der bliver givet i hverdagen. Her nævnes nogle centrale, som vi har oplevet har nyttet som handlegrundlag i hverdagen. De er udviklet i takt med en voksende faglig viden og erfaring i huset:

Socialpsykiatri handler om at hjælpe og støtte mennesker med sindslidelser til at leve livet. Indsatsen sigter mod at få hverdagslivet til at lykkedes med størst mulig mestringsevne, og at støtten ydes der hvor mennesket befinder sig fysisk og psykisk.

Mennesker med sindslidelser er i al almindelighed som alle andre, altså lige så forskellige som alle andre. Grænsen mellem det ”normale” og det sindssyge er meget flydende. For at sikre at beboerne bliver mødt ud fra den samme forståelse af hvad de indebærer at være sindslidende, har vi med helt almindelige ord forsøgt at beskrive det – så også den sidst ansatte kender og forstår det.

At have en sindslidelse kan betyde at:

• Man har svært ved at overskue og forstå sin egen verden og at tage vare på selv de almindelige daglige fornødenheder som at spise, klæde sig på og finde balance i søvn, hvile og aktivitet.
• Man på forskellig vis har svært ved at etablere og være i kontakt med sine medmennesker.
• Man mister evnen til at vurdere hvornår man er syg eller rask.
• Man har – til tider – en meget anderledes virkelighedsopfattelse.

Denne beskrivelse har medført at beboernes indsats i hverdagen omtales positivt og at de mere negativt ladede ord som doven, vrangvillig og lignende sjældent høres længere.

Beboeren er et medmenneske. Ord har stor magt og at omtale mennesker med sindslidelse som ”de sindslidende” eller ”de skizofrene”, kan være med til at man først og fremmest fokuserer på menneskets sygdom. Det indebærer en risiko for at sygdommen bliver udgangspunkt for og det centrale i kontakten. Man kan let komme til at glemme det helt specielle og helt almindelige menneske som beboeren primært er.

Det at få en sindslidelse handler om genetik og samspil. En sindslidelse kan være menneskets bedste bud på det liv han eller hun har levet, med de forudsætninger han eller hun havde med fra start (Sandin, 1986).

Mennesker med sindslidelser har ønsker, håb og drømme – også om at kunne magte tilværelsen selv og at have indflydelse på deres egen verden.

Et eksempel

Engang boede Lea på Kærvang. Hun ønskede inderligt at flytte i egen lejlighed. Vi frarådede det kraftigt, fordi vi ikke mente hun kunne magte det. Så tog Lea sagen i egen hånd og skaffede sig i ”dølgsmål” en lejlighed og sagde farvel til os. Hun klarer det stadig på andet år, blandt andet ved hjælp af en meget speciel støtteordning fra Kærvang.

Dette viser at mennesker kan have mange specielle ressourcer, selv om de har en, på mange måder, invaliderende sygdom. Det er vigtigt at personalet tør lade beboernes ønsker og drømme være styrende, og at vi sætter os ud over den fornærmethed der kan opstå når beboerne ikke handler i overensstemmelse med vores drømme på deres vegne, men at vi derimod stiller os parat til at give den fornødne støtte og være sikkerhedsnet, også når de handler mod givet råd.

Der findes lige så mange modeller af verden som der er mennesker til. Det er vigtigt at have og vise respekt for den enkeltes model af verden, hvad enten den anden er en kollega eller en beboer. Med baggrund i de meget forskellige mennesker vi er, vil det være meget forskelligt hvad vi vægter, hvilke observationer vi gør, hvad vi sanser og hvilken betydning vi tillægger forskellige hændelser (Bandler & Grinder, 1996 og 1998).

Det kan nytte at ville skabe vindere i hverdagen. Samarbejdet mellem beboere og personale og internt i personalegruppen kan være et middel til det. Engang mødte jeg en mexicansk indianer som lærte mig om tre spil i livet – og i samarbejdet: Man oplever sommetider at mennesker spiller vind / tab (”jeg vil vinde over dig og du vil vinde over mig”). Det er udmærket så længe det drejer sig om ludo og fodbold, men i arbejdet med andre mennesker er det sjældent konstruktivt, da det ofte kommer til at dreje sig om magt og hvem der er stærkest. I nogle tilfælde kan dette spil udvikle sig til tab / tab (”jeg vil have at du skal tabe, om jeg så skal tabe endnu mere”). Det er utroligt destruktivt for begge partner, for der er ingen vindere. I samarbejdet heldigvis også muligt at spille vind / vind, hvor det handler om ”at jeg vil vinde og jeg vil også have at du skal vinde”.

Et eksempel

Søren Peter er en midaldrende mand som i sin verden har travlt med at holde styr på det onde og det gode i verden. Han er ikke meget for at gå i bad. For ham er det et stort stykke arbejde der ofte er svært at overskue. Alligevel sætter han en ære i at være ren og pæn. En dag havde han tydeligvis ikke været i bad som aftalt, selv om han hårdnakket påstod at han havde det. Han blev meget vred, da han blev konfronteret med det. I første omgang forsøgte vi at forklare ham tegnene på at han ikke havde været i bad: håndklædet var tørt, badeværelsesgulvet var tørt og han var bestemt ikke ren! Søren Peter blev blot mere vred, så vi brød diskussionen og begyndte at tale med ham om hvad det egentlig var vi var uenige om, og hvordan vi kunne undgå det i fremtiden. For det var jo træls at have denne uenighed, hvor vi mistede tillid til hinanden. Han kom da selv frem med konstruktive forslag til hvordan en sådan konflikt kunne undgås i fremtiden. Vi indgik en aftale som blev nedskrevet og hængt op på badeværelset. Det er nu flere måneder siden at der har været konflikt om dette emne.

Senere talte vi med Søren Peter om trinene i hvordan vi løste problemet:

1. Vi opdager vi er uenige
2. Vi bliver enige om hvad vi er uenige om
3. Vi finder sammen en løsning på hvordan vi kan undgå uenighed om dette emne i fremtiden.

Han har efterfølgende ved tilsvarende konflikter formået at bruge denne viden til at komme videre med at bryde konflikten uden at nogen af parterne mister ansigt. Han har været meget stolt af sin formåen og har følt sig værdsat og betydningsfuld.

Livet består af stadige store og små processer som er med til at forme og udvikle os, især gennem den viden og erfaring vi opnår. Vores nuværende samspil er derfor af stor betydning for vores næste udviklingstrin og nærmeste udviklingszone (Mott, 1992).

Indsigt og forståelse giver nye handlemuligheder (Friis, 1994; Mørch et al., 1995). Mennesker med sindslidelser har meget at lære personalet om det at have en sindslidelse. Personalet kan til gengæld lære mennesket med sindslidelse om det at mestre tilværelsen.

Bag enhver handling ligger en positiv intention. Der ligger ikke nødvendigvis den samme intention bag den samme handling hos to personer!

Et eksempel

Når Søren Peter virker vranten og meddeler at han ikke gider tage af bordet, kan man vælge at tillægge det betydningen af dovenskab, at han bare vil være fri for opgaven. Men spørger man ind til hvad der får ham til at sige fra, finder man ofte ud af at det handler om noget andet, for eksempel at han ikke kan overskue det, eller at han pludselig er bange for at blive for rask til at bo på Kærvang. Når jeg selv siger at jeg ikke gider tage af bordet, handler det om at jeg virkelig ikke gider det. Det er en meget forskellig indsats der skal til for at få os to til at tage af bordet, på trods af vores enslydende udmelding om ikke at gide det. (Bandler et al., 1998).

”For personalet er det et arbejde der skal gøres. For beboeren er det et liv der skal leves” (Håkanson, 1992, p. 1). Dette er et ganske enkelt udtryk, men en stor udfordring som henleder personalets opmærksomhed på at det ikke er lige meget hvordan de møder på arbejde, da de med deres blotte tilstedeværelse, har stor indflydelse på hvordan beboeren for mulighed for at leve og forme sit liv (Løgstrup, 1991).

Samspillet og samarbejdet

Personalets evner til samspil og samarbejde er altafgørende for beboernes muligheder for at leve livet så godt som muligt med de ressourcer de har. Hvad er det så personalet skal evne?

Medarbejderen skal formå at:

• Være neutral i kontakten, det vil sige at sætte sig ud over sig selv, samtidig med at man bevarer sig selv fuldt og helt.
• Kunne sætte egne ambitioner på beboerens vegne til side.
• Være ægte, ærligt og kærligt til stede for beboeren, eller med andre ord: Være 100% opmærksomme i samværet (Verity, 1999; Feil, 1992).
• Vise dyb respekt for beboerens model af verden og lade den være udgangspunkt for samarbejdet samt turde spørge sig selv: Viser jeg lige nu den samme respekt som jeg gør over for det menneske jeg respekterer mest?
• Kunne kombinere forståelsen af beboeren og hans livshistorie med faglig viden om mennesker generelt og psykisk sygdom specielt.
• Kunne præsentere alternative tanker og ideer for beboerne som en gave eller et tilbud, oftest i form af et spørgsmål.
• Kunne sætte sig ud over dommerrollen og ikke være den bedrevidende.
• Tage ansvar for sin egen del af samarbejdet og lade beboeren tage det ansvar han magter på det givne tidspunkt.
• Kunne rumme stilstand, psykotiske perioder og beboerens krav om livskvalitet.
• Turde handle utraditionelt.
• Være medlevende og medfølende uden at være medlidende.
• Kunne styrke beboerens identitet, selvværd og handlemuligheder.
• Kunne holde fast i en så elastisk struktur i gruppen at det giver plads og støtte til alle.
• Turde stå ved at der stilles forskellige krav til beboerne og sættes individuelle rammer.
• Turde gå ind i konflikter og handle ud fra viden om hvordan der skabes vindere i konflikter.
• Kunne være personlig uden at være privat.
• Have kendskab til forskellige terapiformer (systemisk, psykoanalytisk, kognitiv, NLP, kropsterapi) og sanseintegration og bruge det som elementer i en ”værktøjskasse” der kan tages i anvendelse i samspillet med beboeren.

Det er store krav til personalet, og det er noget der skal læres hen ad vejen. Faktisk har jeg ikke mødt der bare kan det. Derfor er det vigtigt at have et fora hvor denne læring og udvikling kan finde sted.

Eksempler på sådanne udviklingsfora er:

• Faglig vejledning i gruppen, hvor en beboersituation bliver taget op til analyse ved at en beskrivelse af beboerens aktuelle situation, koblet med det vi ved om hele hans liv og den faglige viden og erfaring, vi har.
• Supervision i gruppen, hvor medarbejderen tager sig selv, sine følelser og grænser alvorligt og det bliver klart for medarbejderen hvilke barrierer der er i samspillet med beboeren, og på den måde åbner for nye handlemuligheder for medarbejderen (og dernæst beboeren).
• Et reelt åbent, ærligt og sagligt samarbejde i gruppen, som blandt andet sikres ved årlige gensidige gruppeevalueringer der også er med til at forebygge at personalekonflikter bliver projiceret ud på beboerne og omvendt.

Når personalet besidder mange af ovenstående kompetencer, er de i stand til et tæt samarbejde som kan være udviklende og spændende for begge parter. Ind imellem bliver der talt meget om at det kan være vældig svært at motivere mennesker med sindslidelser. Vores erfaring er at det ikke er så svært, men det kræver at der er nogle ting der er i orden:

• Ugentlige kontaktpersonssamtaler, hvor det vigtigste er at beboeren føler sig mødt, får mulighed for at få talt om det der rør sig for ham lige nu, en hyggesnak eller måske bare en god gåtur i tosomhed (Feldman, 1972).
• Viden, forståelse og reel indsigt i en ny ide. Den må ofte være vel bearbejdet af personalet, før den præsenteres for beboerne i konkret form.
• Reel indflydelse i beslutningsprocessen, det vil sige at indsigelser bliver taget til efterretning og resulterer enten i at ideen aflives eller at der kommer mere viden på bordet og den videreudvikles af beboerne og personale.
• At der er fora hvor det er naturligt og kendt at ting tages op til drøftelse.
• At det er naturligt at både beboerne og personalet kommer med ideer, og de bliver behandlet som lige gyldige.
• At den der fremfører en ide, virkelig brænder for den (Feldman, 1972).

Hos os har vi ugentlige beboermøder hvor beboerne og personalet i gruppen drøfter almindelige dagligdags opgaver og planer herfor.

Desuden er der cirka en gang om måneden beboerrådsmøder, hvor der er deltagelse fra ledelsen. Her orienteres og drøftes nye og større tiltag. Vi oplever at beboerne efterhånden er meget ansvarlige for at møde op og give deres mening til kende samt fremkomme med det de oplever som problemfelter i dagligdagen (Strand, 1994).

Beboerplanen

En beboerplan er et arbejdsredskab for personalet som skal afspejle beboerens situation og samarbejdet med beboeren, og dermed være med til at sikre forudsigelighed, kontinuitet og fælles handlingsgrundlag. Den er åben for beboerne, og nogle er meget glade for selv at skrive i den.

Vi har udarbejdet modellen under et kvalitetssikringskursus hvor vores udgangspunkt var oplevelser af kontinuitetsbrud og problemer med hyppige kommunikationsbrist. Beboerplanen er bygget op så en ny medarbejder eller en vikar hurtigt kan danne sig et overblik. De mest aktuelle data er forrest i mappen.

En beboerplan indeholder følgende elementer som er adskilt med faneblade:

• Ultrakort livsforløb: En kort punktvis beskrivelse af beboerens livsforløb med punkter som familiekonstellation, uddannelse, trosretning og fysisk / psykisk sygdom. Den er bagest i mappen.
• Netværksark: Her skrives pårørendes navn, adresse, telefonnumre og deres kontaktgrad.
• Præsentationsark: Meget faktuelle data som fulde navn, cpr-nummer, egen læge og hvilke emner beboeren skal have hjælp til i hverdagen.
• Ugeskema: Til de beboere der har glæde af et sådant. Her skrives faste interne og eksterne aktiviteter.
• Aftaleark: Her noteres indgående aftaler, for eksempel om køb af ydelser på Kærvang og administration af penge.
• Døgnrytme: Kan være relevant, især hvis der ikke er et ugeskema.
• Undersøgelsesskema: Her skrives relevante undersøgelser når de er planlagt eller udført. Det kan være blod- og urinprøver i forbindelse med fysisk sygdom.
• Medicinliste: Her noteres alle medicinordinationer med dato og indikation.
• Handlepunkter: Se beskrivelsen i næste afsnit.
• Rapportark: Her skrives den daglige rapport, det vil sige væsentlige oplevelser i vagten.
• Time for time skema: Benyttes til tætte observationer de første 14 dage for hurtigt at få et indgående kendskab til beboeren og kortlægge reaktionsmønstre – for at alle hurtigt kan lære beboeren at kende. Skemaet bruges også til observation over en periode hvor beboeren har det dårligt på et enkelt område eller generelt.
• Kalender: Her registreres for eksempel menstruationsperioder og hvornår beboeren har haft afføring.

Handlepunkter

Begrebet handlepunkter er opstået som en naturlig følge af at vi har været vant til at arbejde individuelt, målrettet og systematisk ud fra en model som internationalt er betegnet sygeplejediagnose. For at sikre at metoden kan bruges af hele det tværfaglige personale, og at det bliver med udgangspunkt i beboernes hverdagsliv og ikke kun det der har med helbred at gøre, har vi valgt at døbe begrebet om så vi i dag kalder det handlepunkter. Handlepunkter er et delelement i beboernes handleplaner.

Formålet med at arbejde med handlepunkterne er at sikre en ensartet og målrettet indsats for og med beboeren om aktuelle udviklingsønsker og problemstillinger; og på den måde sikre at indsatsen i forhold til beboeren bliver beboerindividuel og ikke personaleindividuel. Handlepunkterne udformes, hvor det er muligt, i samarbejde med beboeren. Udgangspunktet tages i beboerens overordnede målsætning, det vil sige i hans ønsker og mål for fremtiden og hverdagen. Grundlaget for et handlepunkt fremkommer ofte i kontaktpersonssamtalen.

Et handlepunkt er en analyseret problemstilling der skal munde ud i en kort og præcis beskrivelse på følgende punkter:

• Ønsket / problemet
• Årsagen til ønsket / problemet
• Tegnene på problemet – som det viser sig

På denne baggrund beskrives hvilket mål der konkret arbejdes hen imod i forhold til ønsket / problemet og hvornår målet skal nås (dato angives). Efterfølgende beskrives hvilke handlinger der skal til, for at målet kan nås. Sluttelig sker der en evaluering den dag målet skal være nået (Andersen et al., 1987).

Eksempler fra praksis

I det følgende gives fem eksempler på brugen af handlepunkter.

Kurts bad

Den 6. juni:



Kurt husker ikke at gå i bad, fordi han er hukommelsessvækket, det viser sig ved at håret er fedtet og ser uplejet ud og han lugter svedig.

Mål:

At Kurt altid ser velplejet ud og ikke lugter af sved. Målet skal været nået den 8. juli.

Handling:

• Kurt skal hver aften kl. ca. 21.30 mindes om at tage bad inden sengetid (bruge sæbe).
• Kurt skal søndag og mandag aften også mindes om at vaske håret godt med shampoo.
• Personalet vasker hans hår i frisørsalonen med skælshampoo (skal sidde i håret i 5 minutter) onsdag aften og lørdag formiddag.
• Personalet skal lægge rent tøj (underbukser, sokker og T-shirt) frem til ham hver aften.
• Personalet skal mandag, onsdag, fredag og søndag morgen hænge et rent håndklæde op til ham og lægge det brugte i vasketøjskurven.

Evaluering:

Den 8. juli:

Kurt synes det er udmærket med bad om aftenen. De fleste aftener kan han selv huske det uden påmindelse. Han er altid velplejet nu, så denne plan fortsætter uændret.

Lars og medicinen

Den 3. oktober:

Lars er ikke vant til selv at sørge for at tage sin medicin. Han træner i at kunne bo alene ude i byen, derfor skal han lære at huske at tage sin medicin og selv have sin medicin til en uge ad gangen.

Mål:

At Lars selvstændigt kan tage sin medicin til tiden inden udflytning den 1.2.

Handling:

• Lars får udleveret sin medicin dagligt i 5 uger.
• Lars får sin medicin udleveret til en uge ad gangen fra den 7.11.
• Vi skal spørge Lars ved måltiderne om han har husket sin medicin.
• Medicinen udleveres onsdage.

Evaluering:

Den 6. november:

Kan engang imellem glemme at tage medicinen – planen fortsætter.

Maries stemmer Den 1. juli:

Marie bliver vred og irriteret fordi stemmerne driller og generer hende. Stemmerne kan være forskellige personer, for eksempel Gud, Jesus eller Cliff Richard. Det viser sig ved at hendes ansigt bliver sammenbidt og hårdt. Hun går bestemt og hårdt. Ved tiltale reagerer Marie for eksempel med at sige: ”Hold kæft – lad mig være i fred.” Hvis Marie er på sit værelse, råber og skriger hun og håndterer tingene omkring sig hårdt. Hun smækker med døren og sparker måske til den. Hvis vi snakker til hende når der er andre til stede, reagerer hun med at sige: ”Jeg har ikke lyst til at snakke nu!” Marie kan også reagere sådan når vi kommer ind til hende.

Mål:

At Marie får hjælp til at bryde sine stemmer.

Handling:

Vi forbliver på hendes stue trods hendes modvilje.



Vi siger:

”Der er ingen ånder til, det er stemmer. Stemmerne er en del af din sygdom. De er ikke virkelige.”

"Du skal ikke svare dine stemmer, det er dig der bestemmer.”

"Jesus og Gud kan ikke helbrede dig, men kan styrke dig gennem bøn.”

”Det hjælper at snakke med andre mennesker.”

Evaluering:

Den 17. september:

Marie er glad for den beskrevne hjælp. Hun giver udtryk for at hun føler sig hjulpet. Psykosen brydes nu hurtigere – planen fortsætter.

Kajs vækning

Den 22. juni:

Kaj står ofte ikke op til aftalt tid, fordi han har svært ved at tage initiativ til at komme ud af sengen. Det er han ked af og irriteret på sig selv over. Det viser sig ved at han bliver vredladen.

Mål:

At Kaj kommer op senest kl. 8.15 på hverdage og 8.30 i weekenden på en værdig måde.

Handling:

• Kaj vækkes kl. 8.00, og vi siger ”Du skal op nu”.
• Gardinerne trækkes fra.
• Kalder på Kaj igen hvis han ikke er stået op.
• Hvis dette ikke virker, skal vi langsomt tage dynen af – husk at sige det til ham før det gøres.
• Ligger Kaj stadig i sengen, orienterer vi ham om at vi henter et personale mere, sådan at vi er to til at få ham op.

Evaluering:

Den 23. november:

Efter vi i en periode af og til har været to til at hjælpe ham op, er han begyndt selv at stå op. Han bryder sig ikke om at blive hjulpet af to. Han synes dog planen skal fortsætte som hidtil.

Kaspers mani

Den 30. januar:

Når Kasper er manisk, er han meget rastløs og usammenhængende. Han har svært ved at vide hvad der er virkelighed og fantasi. Det hele flyder ud for ham.

Kasper har tidligere været indlagt på grund af mani og har også været på vej til at gå i delir. Han er ked af disse indlæggelser, og han er bange for at det skal ske igen.

Manien viser sig ved:

• Vågner tidligt kl. 5.00 – 6.00 eller endnu før og sover nogle gange ganske få timer i døgnet.
• Når han er oppe om natten, går han hvileløst omkring, snakker uafladeligt med nattevagten og ryger meget.
• Er meget kontaktsøgende.
• Rejser sig under måltidet, kan ikke blive siddende.
• Overfrisk i replikken.
• Mere farve i kinderne.
• Skævt / drenget smil, fjoget grin.
• Kan ikke mærke / tage vare på egne behov.
• Fortæller det samme gentagne gange og bliver efterhånden springende i tankegangen.
• Begynder at ”lyve”, omgås sandheden let. (For eksempel om han har været på toilet, vasket sig m.m.)
• Klager over forskellige smerter i knæ, mave eller fod.
• Er ikke klædt rigtig på og kommer til at gå ud på gangen i undertøj.
• Kan ikke høre sit vægur tikke. (Kaspers egen målestok for at han ikke er i neutralt stemningsleje.)
• Tingene bliver væk for ham: Nøgler, cigaretter osv.
• Låser ikke sin dør når han går fra stuen.
• Bliver forstoppet.

Mål:

• At få samling på Kasper.
• At Kasper kommer igennem manien på en værdig måde og at han stabiliseres psykisk.
• At Kasper er tryg ved at vi ”tager over”, at vi passer på ham.
• At Kasper undgår indlæggelse.

Handlinger:

• Orientere hele huset om Kaspers tilstand.
• Holde fast i hans normale døgnrytme og især hviletid.
• Forsøge kugledyne eller tung fjerdyne, evt. sidde ved ham til han falder til ro. Fastholde ham i vigtigheden af at han skal sove / hvile.
• Hvor det er muligt, at fastholde Kasper i de almindelige daglige gøremål.
• Snakke med ham om det vi ser. Fortælle hvordan vi oplever hans situation lige nu: At han er manisk. Det viser sig ved hans hurtige tankegang. At vi vil og kan hjælpe ham, og at manien stopper igen (håb og tryghed).
• Kontakte husets psykiater og bruge p.n. medicin.
• Skærme ham fra uro og støj. Evt. skal der være to personer til at følge ham ind på stuen eller på en gåtur.
• Støtte Kasper til egenomsorg. Tage over når han ikke selv magter det.
• Være opmærksom på at understrege det der siges til ham med et tydeligt kropssprog, så han både ”ser og hører” budskabet.
• Sikre afløb via fysisk aktivitet. Han er glad for gåture.
• Give fodbad, da det ofte giver ham ro og det giver ham bevidsthed om fødderne / ”grounding”.
• Musik og salmer kan nogle gange samle hans tanker.

Evaluering:

Den 30. august:

De sidste gange Kasper har været på vej ind i en mani, er det lykkedes at klare det uden indlæggelse. Kasper er tryg ved at personalet kan hjælpe ham. Det er fortsat vigtigt at reagere på de første tegn på en begyndende mani i henhold til handleplanen. Dette handlepunkt skal formentlig gælde ”altid”. Ajourføres, hvis der opstår ændringer i handlingsgrundlaget.

Dette handlepunkt er ikke lavet sammen med beboeren, men han er efterfølgende i sin neutrale periode, orienteret om det. Det giver ham tryghed at vide at vi er klar over hvornår og hvordan vi skal reagere på en ændret adfærd hos ham.

Overvejelser

Et handlepunkt er individuelt og specifikt. Det udarbejdes efter nogen tids samarbejde med beboeren når det er blevet klart hvilke problemområder der kræver en særlig indsats. Det vil sige, det handler om at opdage hvad det er der binder hans energi aktuelt og dermed hindrer ham i at gøre hvad han gerne vil i hverdagen.

Hvis det for eksempel dagligt er et problem for Peter at han ikke har flere cigaretter klokken 20.00, og han derefter er vred og rastløs, så kan der laves en aftale som løser problemet. Han får da frigjort energi til at vælge hvad han vil bruge sin aften til. Da han manglede cigaretter, var energien bundet i at være vred og rastløs, og han havde ikke et reelt frit valg.

Efter nogen tids observation på et problemområde laves der en dybdegående analyse ved hjælp af beboerens ønsker / behov, hans historie, den faglige viden og erfaring. Kontaktpersonen kan også drøfte spørgsmålene med kollegaerne for at få større viden, indsigt og handlemuligheder, inden punktet endelig udfærdiges sammen med beboeren.

Når der i en kontaktpersonssamtale kommer problemer frem som kontaktpersonen ikke ved hvad hun skal stille op med, er det god skik at sige til beboeren at hun har brug for at tænke over det og snakke med en kollega, før hun har nogle gode ideer til hvordan de kan komme videre med problemet. Beboerne sætter pris på at der er den åbenhed. Hvis beboeren ikke ønsker at andre i personalegruppen bliver orienteret, vil det almindeligvis blive respekteret.

Det vigtigste i formuleringen af et handlepunkt er at det er beskrevet i overensstemmelse med beboerens opfattelse af problemstillingen. Hvis det ikke er det, virker det ikke. Sådan forholder det sig også med mål og handleplan: Passer det ikke med beboerens oplevelse og ønsker, bliver målene ikke nået af den simple grund at beboeren ikke har motivation til at følge handleplanen, da det blev personalets værk i stedet. Det er en læring vi hver især har måttet gennemgå indtil flere gange, før vi er blevet dygtige nok til at sikre at det er beboerens reelle ønsker / behov der kommer til udtryk. Vi kommer ofte til at tillægge beboeren den samme model af verden som vi selv sidder inde med, men det nytter ikke. Det er spildt arbejde.

Des større faglig viden, faglig og personlig indsigt og erfaring personalet har, des bedre bliver de til at nå ind til det der virkelig er af betydning for beboeren.

Visioner og drømme

Socialpsykiatrien er et utroligt spændende arbejdsområde. Der er meget vækst og udvikling inden for området, nye ideer og metoder udvikles hele tiden og der er stadig meget land at opdyrke og udvikle på.

Mine ønsker og drømme for området er lige nu at:

• Mennesker med sindslidelser føler sig hørt, mødt og forstået på deres behov for hjælp til at leve livet godt, også når det drejer sig om behandling og støtte, således at de får reel indflydelse på de tilbud de får.
• Personalet bliver tilbudt meget mere kvalificeret træning i det at etablere og være i en ligeværdig og respektfuld kontakt med andre mennesker. Her tænker jeg for eksempel på uddannelse inden for Tværfaglig Meta Kommunikation (Fleiner et al., 1997 – 1999) og Neuro Lingvistisk Programmering (Bander et al., 1996 og 1998; Dahl, 1995; Andreas et al., 1993), da det giver meget læring om ”finmekanikken” i at etablere kontakt, at aflæse det andet menneske præcist uden at tankelæse og at forblive neutral i kontakten, det vil sige at bevare to ligeværdige mennesker i ordets bogstaveligste forstand. Endvidere er det læring i at give hjælpen på den andens præmisser (Satir, 1993).
• At der er større åbenhed til nytænkning.
• At de personaler der ønsker det, kan få tilbud om egenterapi i den takt som de, via deres supervision, erkender et behov for det. Alt for megen energi bliver bundet i uhensigtsmæssige gensidige projektioner.
• At det kun er mennesker der brænder for deres arbejde i psykiatrien, der arbejder der. Mennesker der holder af at være med til at hjælpe mennesker til at lykkedes på egne præmisser.
• At der i fremtiden sker en stadig nedbrydning af ”mure” så den kvalificerede hjælp gives der hvor brugeren ønsker det – og det er ikke nødvendigvis der hvor det er mest ønskeligt for personalet.
• At et bedre samspil kan erstatte noget af brugernes medicin.
• At hele psykiatriens sprog bliver ”girafsprog” som er en empatisk kommunikation, hvor man altid taler ud fra sig selv og lytter opmærksomt og ikke fordømmende til den anden (Bulow, 1997).
• Psykiatrien som helhed er godt på vej. Der er sket store fremskridt de sidste år og det er en daglig glæde, men som min terapeut siger ”Go for the highest, go for the best”. Det er vel ikke for stort et ønske når vi har at gøre med mennesker som har lidt så meget, som mennesker med sindslidelser har.

En beboer sagde en dag til mig: ”Du skal ikke spørge mig hvordan jeg har det, for når vi har det som vi har det, er det altid skidt. Du skal spørge hvordan det går, for det går tit godt!”

Litteratur

Andersen, I.M., Mark, H. (1987). ”Et ønske om åbne plejeplaner – og hvad så?” In: Persson, B., Truelsen, R.: Fokus på sygeplejen 88, pp. 91-101. København: Munksgaard.

Andreas, C., Andreas, S. (1993). I sindets hjerte. Vejen til forandringer med neurolingvistisk programmering. Hadsten: Dansk NLP Forlag.

Bandler, R., Grinder, J. (1998). Fra frø til prins. Neurolingvistisk programmering. København: Reproset.

Bandler, R., Grinder, J. (1996). Forandringer. NLP og hypnosens struktur. København: Reproset.

Bulow, C. (1997). Girafsprog – empatisk kommunikation. Tølløse: Skab Dit Liv – Forlaget.

Crafoord, C. (1994). Udviklende fortrolighed. Tanker om kontaktpersonfunktionen. Gylling: Narayana Press.

Dahl, O.V. (1995). Grundbog i NLP 1. Kommunikation og terapi. København: Reproset.

Dahl, O.V. (1995). Grundbog i NLP 2. Kommunikation og terapi. København: Reproset.

Feil, N. (1992). Validering – hjælp til desorienterede gamle. København: Hans Reitzels Forlag.

Feldmann, W. (1972). Institutionslivets psykologi og pædagogik. København: Munksgaard.

Fleiner, T., Sjøbakken, J. (1997-1999). Kursus i Tværfaglig Meta Kommunikation. Arrangeret af Thisted Sygeplejeskole.

Friis, B.A. (1994). Patient – sygeplejerske om den mellemmenneskelige proces i sygeplejen. København: Munksgaard.

Håkonson, I. (1992). Hr. Holgers rejse – bedre identitet og sygepleje. København: Munksgaard.

Løgstrup, K.E. (1991). Den etiske udfordring. København: Gyldendal.

Mørch, M.M., Rosenberg, N.K., Elsass, P. (1995). Kognitive behandlingsformer. København: Hans Reitzels Forlag.

Mott, L. (1992). Systemudvikling – den menneskelige dimension. København: Tryk-16.

Sandin, B. (1986). Den zebrastribede puddelkerne. Charlottenlund: Rosinante.

Satir, V. (1993). Om at skape kontakt. Tronhjem: Aventura forlag.

Strand, L. (1994). Fra kaos mod samling, mestring og helhed. Psykiatrisk sygepleje til psykotiske patienter. København: Nordisk Forlag A/S

Verity, J. (1999). Kursus i Validering på Kærvang ved Jane Verity. (Australsk ergoterapeut.)