Humor

Engang i fordums dage deltog jeg i et foredrag hvor jeg lærte ”Det man giver opmærksomhed , giver man styrke”.

At sætte humor øverst på dagsorden en dag er en måde at rette ens opmærksomhed på humorens muligheder for en stund. Og for mig er det et glædeligt budskab. For år tilbage læste jeg bogen ”Latter for livet – latterens helbredende kraft” af Allen Klein og i den lille bog blev jeg bekræftet i vigtigheden at se det sjove i tilværelsens mange øjeblikke. Han skriver: ”Humor kan give os kraft og nye perspektiver. Den kan hjælpe os med at komme igennem selv de sværeste situationer. Den giver os også nye syn på vor egen situation, og holder os i balance, når vores verden er ved at gå op i sømmene”

I vores praksis på Kærvang har vi nu aldrig vedtaget en særlig politik om at humor var tilladt, hvordan og hvornår. Den har ligesom altid bare ligget i luften. Og dog! Så er der en af grupperne, som har en intern aftale om, at der helst skal være plads til 3 gode grin hver dag: Her i sommer da jeg kom på arbejde midt på dagen, kunne jeg udenfor døren godt høre, at her gik det livligt til. Da jeg kom ind, så jeg et par personaler i vandkamp (ja, det var da også varmt). Jeg så et par andre personaler stå sammen med nogle beboere og lave alliancer i forhold til vandkampen, hvem de holdt med osv. og det var smil, latter og glimt i øjnene hos beboere og personale. Bagefter gav det anledning til at mindes de sjove vandkampe tidligere i livet, og det var hele oprydningen værd.

Engang sagde en medarbejder til mig, at det er kun en person man kan lide, man gider holde sjov med, og den sætning tænker jeg da på, når jeg oplever at en medarbejder laver en alliance med en beboer og driller kollegaen. Det giver en oplevelse af at stå sammen - at have noget sammen og energien flyder frit. Når man møder modstand på livets vej, kan humor også bruges til at forliges med, at sådan er livet. Det er vel så en form for galgenhumor, men den er med til at kunne forliges med det, der var svært. En af beboerne blev en dag vældig såret af en nær pårørendes bemærkninger, en bemærkning af ”Jeg ved bedst – typen”, som han følte var meget grænse overskridende og faktisk krænkende. I første omgang snakkede vi det igennem, men det blev jo ligesom siddende der – erkendelsen af at sådan var det så. Det var hårdt at se i øjnene, at en person man havde været så tæt med og havde vist så meget tillid, egentlig viste så lidt respekt for ens grænser. De næste dage holdt vi lidt sjov med det: ” vi kunne jo også spørge Lisbeth – hun ved jo bedst” SMIL. ”Gad vide, om vi to nu ved nok om det, vi må hellere lige spørge Lisbeth, om det er ret!” SMIL: Det at kunne håndtere det i humorens tegn er selvfølgelig en balance akt, for meningen er jo, at han skal blive ved med at have Lisbeth som pårørende - men i fremtiden have opmærksomheden på at hun ikke kan lade være med at overskride andre menneskers grænser. Latteren og humoren kan ind imellem være særdeles nødvendige redskaber for at kunne kapere de særlige og overraskende situationer man kommer til at stå i når man arbejder med mennesker med demens og andre former for sindslidelser.

I en af grupperne har vi en medarbejder, som ofte er noget sortseende -kan nemt komme til at tro, at verden kun vil hende ondt, og der kommer da så også somme tider lidt barske bemærkninger ud mellem sidebenene. I samme gruppe har vi en elskelig smuk gammel dame med demens. Hun har et særdeles velbevaret sprog og en ganske særlig evne til at få mennesker beskrevet lige på kornet. En dag var vi nogle stykker der stod og snakkede, blandt andet sammen med beboeren, og da kom bemærkningen til medarbejderen:” du tror også, alle er ude efter dig, og du bliver snydt. Det var bedre du kom i gang med at bestille noget” – og hvad var der andet at gøre end bryde sammen i latter og forsøge at finde en bemærkning som alle kunne leve med!

En anden gammel meget særlig og charmerende kvinde har også meget rammende bemærkninger. En dag var det gået galt med afføringen, og det var at finde mange steder, og travlt var der. Da medarbejderne kommer ind til hende, har hun en meget god forklaring på hvem der har svinet sådan til og får det sagt på en måde, så ikke et øje er tørt.

Da er det da vigtigt at kunne se det sjove i det og så komme videre. Det var jo trods alt hendes bedste bud på hendes livssituation …………..Man kunne jo have valgt at have fokus på "mere arbejdet", nu havde de ellers lige gjort ”færdig” derinde, men heldigvis er personalet skruet sådan sammen, at de har fokus på, hvad der giver beboerne glæde. En af de unge mænd der bor på Kærvang er særdeles god til at fortælle vittigheder. Det giver ham identitet at være ham der er først med de sidst nye vittigheder, det giver ham kontakt med mange personaler at skulle fortælle vittighederne og det giver samhørighed at kende de samme vittigheder, og forstå det der netop ikke bliver sagt i en vittighed sammen og huske at han er den der er god at fortælle en vittighed, for så bliver den holdt i live! Og så er der hele scenariet omkring vittighedsfortællingen, som også giver noget liv: ”kan jeg nu tåle at høre den?” ”er den stueren ?” ”kan de andre nu også tåle at høre den?”

I tidens løb er vi mange, der har lært, at det næsten er farligt at bruge humor overfor mennesker med sindslidelser. Det tænker jeg ikke det er – det er i vores praksis og deres liv akkurat ligeså livgivende som det er alle andre steder, når man som i alle andre livets forhold er opmærksom på, om kontakten og konteksten er til det og så et par grundregler: Respekten for andre mennesker!

Humor er noget vi kan dele, og det kan frigøre energi. Det er for at grine sammen over noget……… ikke for at grine af nogen. Det er for at have det sjovt sammen og ikke på bekostning af…………….. Lad os få lidt mere sjov sammen – der er såmænd nok at være ked af – vi kan jo bare lytte til nyhederne dagligt, mærke besparelserne – en del af det at skabe en bedre verden starter vel med at vi skaber nogle bedre øjeblikke som bliver til forløb som bliver til………………

IMA 2003