Gruppekonference

Beskrivelse af gruppe konferencen på Kærvang

Gruppekonferencen afholdes hver 8. uge under faglig dag og desuden efter behov (hvis der er noget der er særligt svært at håndtere i hverdagen)

Målet

At medarbejdergruppen føler sig mødt i deres oplevelse af situationen, og dernæst opnår en ny og større forståelse for beboerens totale situation, således at der er nye muligheder for at hjælpe beboeren i hverdagen med at leve livet i overensstemmelse med hans værdier

Hvem deltager

Gruppens medarbejdere og ledelsen på Kærvang

Varighed

Cirka en time – afhængig af problemernes kompleksitet. Gruppens opgave: At gøre sig klart, hvilken beboersituation de trænger til sammen at blive klogere på

Lederens opgave

At lede processen. Det er vigtigt, at den der leder processen, er neutral og ikke en del af gruppens energi og fælles forståelse af beboerens problem. En forudsætning for at kunne lede processen med udbytte er også, at proceslederen har en stor indsigt i og viden om mennesker, menneskers udvikling og personligheder og hvad psykisk sygdom gør ved menneskers handlemuligheder og tankegang. Det er også vigtigt at være bevidst om, at fundamentet for processen er stedets værdier og målsætninger

Hvordan

Vi har to måder at gennemføre det på:

• At kontaktpersonen fremlægger det, der er svært
• Alle i gruppen fremkommer med det der er svært
  • Udsagnene noteres i punktform på tavlen
  • Det undersøges, hvad der er personalets tolkninger, og hvad der er fakta. Ja om det er beboerens udsagn, eller blot noget man tror (ofte er det sådan at vi ved!)
  • Der gives bud på, hvad udsagnene kunne fortælle om beboerens situation (ud fra at adfærd er ydre tegn på indre tilstand) - er der andre måder at tænke om det på? Kan det være udtryk for noget andet?
  • Hvordan kan udsagnene forstås, når vi tager beboerens livshistorie ind? Åbner det for en anden forståelse?
  • Er der domme/fordømmelser i udsagnene? (som måske fortæller mere om medarbejderen end beboeren)
  • Når han nu har den sygdom han har, hvad kunne det da også være udtryk for? (En grundtanke på Kærvang er, at mennesker gør det bedste de kan. Havde de kunnet gøre det bedre, havde de allerede gjort det. At der er en positiv intension bag enhver handling, selv når den er svær at få øje på, og at den er værd at spørge ind til)
  • Passer det vi tror, ind i den identitet han har? Formår vi i hverdagen at møde ham i en forståelse, som styrker hans identitet? Viser vi ham respekt? (Som vi viser den person, vi respekterer mest i vores liv)
  • Kan den måde vi er sammen med ham på / taler til ham på, forstærke det der gør hans hverdag svær?
  • Hvordan passer det vi tror, ind i den personlighed han har?
  • Når hans måde at være på er ganske uforståelig, kan det være en god øvelse, at nogle stykker leger sig ind i rollen ”at stå i beboerens sko” med den historie, han har med, og nysgerrig på, hvad det åbner af nye tanker og nye ideer?
  • De mål vi går efter for beboeren, er det egentlig hans eller er det vores? Ved vi, det er hans? Og er de opnåelige for ham og os?(Sommetider er de første mål blot, at beboeren kan opnå sekunders og minutters fred/tryghed i løbet af en dag! Og det er svært at rumme, indtil det er en fælles erkendelse)
  • Kender vi nok til hans ønsker, håb og drømme?
  • Hjælper vi ham med at forliges med det, der er svært? Accept af de handicaps sygdommen har givet ham? At bevare håbet om at komme sig?
  • Ved han mon nok om sin sygdom?
  • Er han og er vi opmærksomme på de raske og sunde sider? Hvordan finder han sin værdighed. (Hvis han ikke viser den så ofte!)
  • Er der noget i hans netværk, der belaster? Og er der en opgave, vi skal byde vores hjælp til? Trænger han for en bredere forståelse – ny viden?
  • Hvad står der i lærebøgerne om dette? Ved vi nok til at forstå?
  • Hvordan kan vi spørge ind og kende ham lidt bedre? Spørger vi ham, så det åbner eller er det med en forudindtagelse som lukker for vigtige informationer. Er der kongruens? (Sammenhæng i det vi siger, og det vi viser med kroppen!)
  • Går vi i takt med ham ? er der tendens til at gå ind i vind / tab spil, hvor magt bliver en destruktiv faktor? (Vi finder det utrolig vigtigt at skabe vind/vind spil, så både beboere, medbeboere og medarbejdere oplever at have indflydelse og betydning i hverdagen)
  • Er takten med ham god nok og har den været længe nok, til at vi kan hjælpe ham videre med det, han ønsker?
  • Hvad er det, vi som medarbejdere kan gøre/ tænke anderledes end vi plejer? (Hvis vi gør det vi plejer, får vi sandsynligvis de samme resultater, som vi plejer at få!)
  • Er der regler, der hæmmer? Struktur der mangler?
  • En øvelse kan også være at lege med fantasien om, hvor gammel er beboerens indre skadede barn, hvad savnede det, og hvordan kan vi give det det i dag?
  • Har han den mængde ansvar, han kan magte, eller har han for lidt/meget?
  • Proceslederen knytter derefter sine tanker og overvejelser på det, der er kommet på tavlen og giver sin forståelse af beboerens situation. Det er lidt forskelligt, om vi dernæst bruger resten af medarbejderen som et reflekterende team, eller diskussionerne og ideerne bare flyver hen over bordet Der konkluderes på forløbet og de nye antagelser/hypoteser. Kontaktpersonens opgave er ved næste kontaktpersonssamtale at prøve sin nye viden af, er det noget, beboeren kan bruge til noget? Hvis det er, beskrives det i et handlepunkt, som bliver vejledende for kollegerne om, hvordan denne beboer gerne vil have vores støtte. Nogle gange er beboersituationerne så svære, at vi må bede mennesker udefra om hjælp til at lære og til at forstå det for os. (Vi har en antagelse om, at de beboere vi har svært ved at nå ind til, hjælpe og støtte er vore læremestre. Først den dag beboeren lykkes det, der er muligt, kan vi sige vi har lært nok! – og så kommer der som regel en ny læremester).

Engang kom jeg som proces leder i den situation, at jeg også mistede troen på, at det kunne lade sig gøre, at vi kunne hjælpe Laura på vej. Jeg valgte da at gå i supervision og fik fat i forståelsen af temaet i Lauras problemstilling. Dernæst kunne jeg igen være fri og have overblikket og være med til at finde håbet og vejen frem. En anden svær situation var, da en personalegruppe fik en adfærd på disse gruppekonferencer, som om de var til eksamen og skulle have antaget deres måde at agere på. Da måtte vi have en snak om, at vi som ledelse kun kom som de friske øjne udefra og havde til opgave at hjælpe dem videre med det, der var svært. Det, de havde fundet gode løsninger på, var jo beskrevet i handlepunkter, og de og vi vidste, at det virkede. At der, hvor vi skulle ind, var der, hvor de havde brug for at finde nye måder. Herefter blev det ligeså spændende og lærerige processer som i de øvrige grupper.

Tanker for fremtiden

At afdelingslederne læres op til at være procesledere i deres nabogruppe, således at deres direkte og aktuelle praksiserfaring kan være et spændende bidrag

Et godt grundlag for disse processer er at vide

• At erfaring får man et stykke tid efter man skulle have brugt den
• At arbejde med mennesker med sindslidelser er som at gå i labyrinter: først når vi løber panden mod en mur, ved vi, at vi skulle hav valgt en anden vej. Havde vi vidst det, var vi jo ikke gået derind

En faldgrube

At vi kommer til at diskutere handlinger i stedet for forståelse af problemstillingen bag - det kan give nogle meget negative diskussioner. Forudsætninger for at gå i gang er viljen til at ville lære sammen, og handler man på at ville skabe vindere, er der meget, der er muligt! – Det styrker den fælles indsats til gavn for beboerne og arbejdsglæden for personalet

Meget forskellig litteratur er relevant som baggrundsviden. På Kærvang har vi brugt den, der er beskrevet i kapitlet ”Samspil og målrettethed” i bogen ”Når rejsen er målet”