Gruppekonference

Beskrivelse af gruppekonferencen på Kærvang

Gruppekonferencen afholdes hver 8. uge i forbindelse med faglig dag og desuden efter behov (hvis der er noget der er særligt svært at håndtere i hverdagen)

Målet

At medarbejdergruppen føler sig mødt i deres oplevelse af situationen, og dernæst opnår en ny og større forståelse for beboerens totale situation, således at der er nye muligheder for at hjælpe beboeren i hverdagen med at leve livet i overensstemmelse med hans værdier

Hvem deltager

Afdelingens medarbejdere og ledelsen på Bostedet Kærvang

Varighed

Cirka en time - afhængig af problemernes kompleksitet. Afdelingens opgave: At gøre sig klart, hvilken beboersituation de trænger til sammen at blive klogere på

Lederens opgave

At lede processen. Det er vigtigt, at den der leder processen, er neutral og ikke en del af afdelingens energi og fælles forståelse af borgerens udfordring. En forudsætning for at kunne lede processen med udbytte er også, at proceslederen har en stor indsigt i og viden om mennesker, menneskers udvikling og personligheder og hvad psykisk sygdom gør ved menneskers handlemuligheder og tankegang. Det er også vigtigt at være bevidst om, at fundamentet for processen er stedets værdier og målsætninger

Hvordan

Gruppekonference på Bostedet Kærvang kan gennemføres på to måder:

• At den koordinerende medarbejder i teamet fremlægger udfordringen 
• Alle i afdelingen fremkommer med det, der opleves udfordrende
  • Udsagnene noteres i punktform på tavlen
  • Det undersøges, hvad der er personalets tolkninger, og hvad der er fakta. Ja om det er beboerens udsagn, eller blot noget man tror (ofte er det sådan at vi ved!)
  • Der gives bud på, hvad udsagnene kunne fortælle om beboerens situation (ud fra at adfærd er ydre tegn på indre tilstand) - er der andre måder at tænke om det på? Kan det være udtryk for noget andet?
  • Hvordan kan udsagnene forstås, når vi tager beboerens livshistorie ind? Åbner det for en anden forståelse?
  • Er der domme/fordømmelser i udsagnene? (som måske fortæller mere om medarbejderen end beboeren)
  • Når han nu har den sygdom han har, hvad kunne det da også være udtryk for? (En grundtanke på Kærvang er, at mennesker gør det bedste de kan. Havde de kunnet gøre det bedre, havde de allerede gjort det. At der er en positiv intension bag enhver handling, selv når den er svær at få øje på, og at den er værd at spørge ind til)
  • Passer det vi tror, ind i den identitet han har? Formår vi i hverdagen at møde ham i en forståelse, som styrker hans identitet? Viser vi ham respekt? (Som vi viser den person, vi respekterer mest i vores liv)
  • Kan den måde vi er sammen med ham på / taler til ham på, forstærke det der gør hans hverdag svær?
  • Hvordan passer det vi tror, ind i den personlighed han har?
  • Når borgerens måde at være på er ganske uforståelig, kan det være en god øvelse, at nogle stykker leger sig ind i rollen ”at stå i borgerens sko” med den historie, han har med, og være  nysgerrig på, hvad det åbner af nye tanker og nye idéer?
  • De mål vi går efter for beboeren, er det egentlig hans eller er det vores? Ved vi, det er hans? Og er de opnåelige for ham og os?(Sommetider er de første mål blot, at beboeren kan opnå sekunders og minutters fred/tryghed i løbet af en dag! Og det er svært at rumme, indtil det er en fælles erkendelse)
  • Kender vi nok til hans ønsker, håb og drømme?
  • Hjælper vi ham med at forliges med det, der er svært? Accept af de handicaps sygdommen har givet ham? At bevare håbet om at komme sig?
  • Ved han mon nok om sin sygdom?
  • Er han og er vi opmærksomme på de raske og sunde sider? Hvordan finder han sin værdighed. (Hvis han ikke viser den så ofte!)
  • Er der noget i hans netværk, der belaster? Og er der en opgave, vi skal byde vores hjælp til? Trænger han for en bredere forståelse – ny viden?
  • Hvad står der i lærebøgerne om dette? Ved vi nok til at forstå?
  • Hvordan kan vi spørge ind og kende ham lidt bedre? Spørger vi ham, så det åbner eller er det med en forudindtagelse som lukker for vigtige informationer. Er der kongruens? (Sammenhæng i det vi siger, og det vi viser med kroppen!)
  • Går vi i takt med ham ? er der tendens til at gå ind i vind / tab spil, hvor magt bliver en destruktiv faktor? (Vi finder det utrolig vigtigt at skabe vind/vind spil, så både beboere, medbeboere og medarbejdere oplever at have indflydelse og betydning i hverdagen)
  • Er takten med ham god nok og har den været længe nok, til at vi kan hjælpe ham videre med det, han ønsker?
  • Hvad er det, vi som medarbejdere kan gøre/ tænke anderledes end vi plejer? (Hvis vi gør det vi plejer, får vi sandsynligvis de samme resultater, som vi plejer at få!)
  • Er der regler, der hæmmer? Struktur der mangler?
  • En øvelse kan også være at lege med fantasien om, hvor gammel borgerens indre skadede barn er, hvad savnede det, og hvordan kan vi give det det i dag?
  • Har han den mængde ansvar, han kan magte, eller har han for lidt/meget?
  • Proceslederen knytter derefter sine tanker og overvejelser på det, der er kommet på tavlen og giver sin forståelse af borgerens situation. Det er lidt forskelligt, om vi dernæst bruger resten af medarbejdergruppen som et reflekterende team, eller diskussionerne og idéerne bare flyver hen over bordet Der konkluderes på forløbet og de nye antagelser/hypoteser. Den koordinerende medarbejders opgave er ved næste samtale med borgeren at prøve sin nye viden af, er det noget, borgeren kan bruge til noget? Hvis det er, beskrives det i et handlepunkt, som bliver vejledende for kollegerne om, hvordan denne beboer gerne vil have vores støtte. Nogle gange er beboersituationerne så svære, at vi må bede mennesker udefra om hjælp til at lære og til at forstå det for os. (Vi har en antagelse om, at de beboere vi har svært ved at nå ind til, hjælpe og støtte er vore læremestre. Først den dag beboeren lykkes det, der er muligt, kan vi sige vi har lært nok! - og så kommer der som regel en ny læremester).

Et godt grundlag for disse processer er at vide

• At erfaring får man et stykke tid efter man skulle have brugt den
• At arbejde med mennesker med sindslidelser er som at gå i labyrinter: først når vi løber panden mod en mur, ved vi, at vi skulle hav valgt en anden vej. Havde vi vidst det, var vi jo ikke gået derind