Indledning
Vi har gennem mange års arbejde med mennesker med demens gjort talrige spændende opdagelser og erfaringer. Det har ført til at mennesker med demens, i dag har et betydeligt bedre liv på Kærvang, end vi for 15 år siden var i stand til at give dem.
Der var meget, vi ikke vidste dengang. Vi er ved ihærdighed og nysgerrighed kommet nærmere definitionen af, hvad der skal til for at mennesker med demens kan have et værdigt liv, bibeholde deres færdigheder og måske udvikle nye personlige kompetencer.
Vi vil med denne bog gerne bidrage til, at den, der møder et menneske med demens, kan vide, at der er mulighed for at leve et godt liv med demens, om end det vil være meget forskelligt fra det liv, man ville have uden demens. Vi ønsker samtidig at inspirere til dette gode liv.
Det har været én lang læreproces at opnå den viden og kompetence, vi har i dag. Der har i tidens løb været mange opgør med det, vi i første omgang troede var det rette og det bedste. En stadig større faglig viden og en bevidst erfaringsdannelse gennem en dokumentation af vores indsats har dannet vor nuværende forståelse og evne til at møde mennesket med demens med respekt og anerkendelse.
Denne læreproces har forudsat, at vi som personale har villet en udvikling af vor fagpersonlige kompetence, og at vi hele tiden har formået at forholde os kritisk til egen indsats samt være åbne for nye muligheder:
”Det er ikke muligt at ændre andre. Hvis du er nødt til at lave om på andre for selv at blive tilfreds bliver du det nok aldrig, for der findes kun en, som du muligvis vil kunne lave om på.” Bertil Martinsson
Hvad er validering
Validering er at gyldiggøre det andet menneske i mødet – at anerkende og værdsætte ham i nuet.
Det er også at gyldiggøre hans aktuelle oplevelsesverden som værende relevant og meningsfuld for ham, selv om den umiddelbart er uforståelig og uindfølelig for omgivelserne.
Valideringens udgangspunkt er, at den oplevelsesverden mennesket på et givet tidspunkt har, er relevant for ham, skønt den kan være ude af trit med den omgivende verdens aktuelle virkelighed og tid........
Det validerende miljø i hverdagen
Vrede blev forløst:
Da Lars flyttede på Kærvang, havde han en stor vrede, der var rettet mod hans kone. Når hun kom, skældte han ud, slog og afviste hende. Hun var derfor bange og betænkelig ved at komme på besøg.
Der var ting i deres ægteskab, som det kunne tænkes, ikke var blevet bearbejdet, og måske var det følelserne herfra, der kom til udtryk. Derfor tænkte vi, at disse følelser eventuelt kunne valideres, uden at konen blev belastet heraf. Vi bad hende derfor give besked i god tid, inden hun kom på besøg. Vi ville så forberede Lars og sammen med ham skabe gode rammer for besøget.
Sammen med Lars dækkede vi kaffebord på stuen, og vi talte om ægteskab, om det at være gift, om man nu altid fik den rette, at nogen er blevet “tvunget” til at blive gift med hinanden, at der kunne være nogle ting, det kunne være svært at tilgive hinanden, det svære ved at være forældre sammen, men at det også havde mange skønne sider. Vi talte også om, at børn er meget forskellige, og at der er forskel på, hvor nært børnene står én. Ofte blev Lars' vrede tydelig, og den blev valideret.
Denne indsats var en nødvendig forberedelse i 5 - 6 uger, hvor konen kom på besøg op til 2 gange ugentlig.
Idag lyser han op i glæde og smil, når ægtefællen kommer på besøg, og der er ikke længere behov for disse særlige forberedelser.
Validerende samvær i klubber – hvordan? og resultater
Klubarbejdet:
Dette afsnit har til hensigt at redegøre for og beskrive klubarbejdet og fremdrage de erfaringer, der er fremkommet i og med forløbet.
Hensigten med oprettelse af klubber var at få skabt et forum for særligt stimulerende socialt samvær, hvor de evner og færdigheder, der er opsamlet gennem et langt liv, bliver brugt og genbrugt, så deltagerne kan indgå i værdige relationer og gennem validering kan styrkes til at tage hånd om egen tilværelse også i den sidste del af livsforløbet.
Vi startede med klub én gang i ugen. Efter et halvt år fik vi planlagt det til to gange pr. uge. Dette resulterede i, at beboerens mere tilstedeværen, der blev opnået under klubsamværet, ”kunne holde sig” indtil næste gang der var klub. Ligeledes resulterede det i, at beboeren efterhånden blev mere tilstedeværende i hverdagen.
En klub er et ” VÆRE-STED” for samvær mellem medmennesker med forskellig evne til egenomsorg; men hvor man ligeværdigt og i gensidig respekt yder og nyder kontakt, kærlighed og krav.
Stedet er hyggeligt, her dufter af kaffe, hjemmebag og blomster.
Det er et ” VÆRE-STED”, hvor der er trivsel, livsglæde og skabes vækst.
Et samvær, der har et terapeutisk sigte, medfører, at medarbejderen i klubben skal have rollen som formidleren, eller den, der leder, ved at følge deltagerne i deres bidrag til samværet.
Bogen kan bestilles hos Helle Runge (004523434420 eller 97722129)
Pris 150 kr.